Om bloggen

Velkommen til bloggen Skrivers Fantastiske Liv!

Mit navn er Rasmus og det er mig, der står bag denne blog om livet med et handicap. Jeg er en mand først i trediverne, som er bosat i Aarhus i egen lejlighed. Jeg er født med muskelsvind, som er et fysisk handicap. Jeg har Duchennes muskeldystrofi, men der er mange andre former for muskelsvind, som er mindre indgribende. Jeg sidder i elkørestol og er tilkoblet en respirator, som hjælper mig med at trække vejret.

Læs mere om hvad muskelsvind er på muskelsvindfonden.dk

I hverdagen spiller jeg Powerchair Football hver uge og tager til stævner rundt i hele Danmark. Det er en superfed holdsport for fysisk handicappede i elkørestole i alle aldre. Powerchair Football er en international sport og spilles over det meste af verden. Jeg har spillet siden 2014 og er semigod til det. 

Jeg elsker, at se film og serier i hjemmebiografen med god lyd. Jeg er også vild med at tage i biografen og nyde en god film på det store lærred. Jeg har en ret bred filmsmag, lige fra romantiske komedier til voldelige action. Jeg ser dog nok mest superheltefilm, adventurefilm og science fictionfilm.

Derudover er jeg hen over de senere år, blevet ret så begejstret for at komme ud den i fantastiske natur. Jeg er særligt glad for at opleve og udforske naturen i og omkring Aarhus. Jeg synes at det er utrolig befriende, at tage en tur rundt i parker, skove osv.

Forventninger til bloggen

Det hele startede i 2019, hvor jeg blev inspireret og hjulpet i gang af en af min handicaphjælpere med denne blog om handicap. Skrivers Fantastiske Liv tager udgangspunkt i mit liv med et udbredt fysisk handicap. Med bloggen vil jeg vise omverdenen, at trods et fysisk handicap, så kan man faktisk godt have et fantastisk liv.

Jeg vil gennem mit eget liv, egne erfaringer og udfordringer dele min viden om hvordan det er at leve med et handicap. Jeg vil tage dig med ind omkring handicaprelaterede problematikker og prøve at ændre på holdningen om elkørestolsbrugere. Det kan være om alt fra hjælpemidler, BPA/hjælperordning, respiratorbehandling, elkørestol og tilgængelighed.

Jeg vil gøre omverdenen klogere på hvordan det er at leve med et svært, fysisk handicap. Jeg vil ændre på synet om, at bare fordi man ikke kan ret meget selv, så nyder jeg mit liv og prøver at få det bedste ud af tilværelsen.

Jeg håber, at jeg har vakt din interesse for at følge bloggen Skrivers Fantastiske Liv og få et større indblik i livet med et handicap. Det vil i hvert fald glæde mig rigtig meget, hvis du har.

Blogkategorier