På dag 11, gik turen videre ud i det barske Death Valley. Den var vel omkring kl. 12, før alle vores ting var i bilerne og vi var klar til at forlade den imponerende by Las Vegas. Det var relativt koldt, da der var kommet et stort vejrskifte, så temperaturen var faldet fra 30 grader og helt ned til 15 grader på en enkelt nat.
Kort efter vi var ude af byen, tornede der sig nogle relativt store bjerge frem i det tørre ørkenlandskab. Det var en helt unikt naturoplevelse, at køre igennem Death Valley National Park, som næsten kun består af vildmark. Det var et utrolig flot og særpræget ørkenlandskab med smukke klippeformationer, ørkenplanter og sandklitter til alle sider.
Vi gjorde et stop ved Zabriskie Point, som er et udkigspunkt midt i ørkenen. Vi kørte et stykke op ad bakken via en asfaltbelagt sti. Her fik vi taget nogle gode billeder med de smukke og fascinerende lyse klipper. Derefter kørte jeg på egen hånd resten af vejen op på toppen. Det var virkelig fantastisk, at opleve udsigten ud over de naturskabte lyse klipper, der bølger på en helt særlig måde.
Derefter kørte vi de sidste 10 km hen til hotellet The Ranch at Death Valley. Stedet var en lille by med små landlige huse i træ. Det var hyggeligt og let tilgængeligt med el-kørestole og tilpas store værelser. Der var en planlagt strømafbrydelse i hele Death Valley i 4 timer midt på natten, som gav os en del udfordringer, i forhold til vores specielle luftmadrasser, som skal bruge strøm for at fungere.
Death Valleys fantastiske bjergrige
På dag 12, kørte vi resten af vejen gennem Death Valleys vilde natur og nogle kæmpe bjerge. Vi fortsatte ind gennem dalens storslåede natur og det varede ikke længe før det langsomt begyndte at gå op ad i flere kilometer. På toppen af bjerget var, der den vildeste udsigt til de omkringliggende bjerge, kløfter og ørkenlandskabet. Derefter gik det stejlt ned af bjerget og rundt i skarpe sving, for så at køre op og ned ad endnu to store bjerge.
Efter en times bjergkørsel kom vi ned på den anden side af bjergpasset. Det gik nu lige ud ad landevejen i en halvanden times tid, hvor det så gik nogle kilometre op ad et bjerg til hotellet i Mammoth Lake. Det var overraskende koldt i forhold til resten af turen, faktisk var der 0 grader på det tidspunkt. Da vi har fået tjekket ind på The Village Lodge Mammoth, finder vi ud af at det er et skisportsted og sæsonen starter om små 10 dage.
Værelserne var inddelt i lejligheder opført i klassisk træhus stil med stort badeværelse, køkken og stue med pejs. Der var et værelse til mig med en seng og en foldudseng til hjælperen i stuen. Den anden hjælper havde et særskilt værelse i lejligheden. Det var selvfølgelig ikke optimalt, at hjælperen lå i et andet rum, men det gik fint trods omstændighederne.
Mammoth Lake
På dag 13, fik jeg morgenmad på Old New York Deli & Bagel Co. i nærheden. Her fik jeg de bedste french toast, jeg har smagt. Derefter mødtes jeg med min bror ved bilen og vi kørte afsted til søen Mono Lake, omkring 30 minutters kørsel fra hotellet.
Mono Lake er en 1-3 millioner år gammel saltvandssø, der har været 5 gange så stor. Koncentration af salt i søen er tre gange så højt, som vi kender fra havet, fordi staten Californien har drænet den for vand. Vandniveauet er derfor faldet med omkring 10 meter og har gjort søen meget basisk. Det er der kommet nogle meget fotografiske resultater ud af, som vi skulle se.
Ude ved søen på informationscentret fik vi anvist, hvor vi kunne se de naturskabte saltskulpturer, der står forskellige steder rundt ved søbredden. Det viste sig at det ikke var helt så let at finde, ud fra kortet og anvisningerne.
Vi endte først med at komme ud på en smal, bakket og ujævn grussti, hvor bilen lige akkurat kunne være. Efter et kort stykke tid vendte vi om og fandt til frem til en større grusvej, som førte hen til et sted, hvor vi kunne se saltskulpturerne en meter ude i søen. De naturskabte kridhvide søjler af saltkrystaller var flotte og fascinerende. Efter at vi havde fået taget nogle gode billeder, kørte vi tilbage til hotellet oppe på bjerget.
Da vi kom tilbage på bjerget, sad vi og snakkede lidt i en af lejlighederne. På grund af lufttrykket, var vores trykaflastende puder i vores kørestole meget hårdere end normalt. Det betød at det var meget hårdt at sidde. Derfor besluttede vi os for at tage videre samme eftermiddag.
Hjælperne var heldigvis klar på at køre videre. Vi fik bestilt en overnatning på et hotel i nærheden af San Francisco. Herefter blev bagagen pakket i bilerne og vi kørte afsted. For at komme over mod San Francisco, skulle vi krydse Sierra Nevada bjergene i mørke. Det havde selvfølgelig være en større oplevelse, at køre gennem dette stykke fantastiske natur i dagslys. Der havde givet os mulighed for, at se den storslåede bjergnatur. Det var en særdeles spændende tur, hvor hjælpernes køreegenskaber blev sat på prøve gennem de snørklede og stejle bjergveje.
Klokken 00.30 om natten kom vi allesammen godt frem til hotellet Extended Stay America – Dublin. De havde natservice, så vi kunne få nøglerne til værelserne, når vi ankom. Der gik vel 30 min. før vi fik nøglerne, for hende der stod bag disken havde ikke helt styr på det og måtte ring for at spørge om hjælp. Stedet var fint tilgængeligt og værelserne var tilpas store til vores behov, så alt i alt var det godt.
Afslapning i San Francisco
På dag 14, stod vi op og kørte en time hen til turens sidste hotel i San Francisco. Her boede vi på en af de mere kendte hotelkæder Hilton, som var Embassy Suites by Hilton San Francisco Airport.
Det var en luksus oplevelse at bo på Hilton, som lå i den bedre ende af hotel skalaen. Inde i den store og smukke forhal kunne vi godt fornemme, at der var kælet for detaljerne. De værelser vi boede på var flot indrettet og i en god størrelse til vores behov.
Resten af dagen brugt vi på, at forberede os til den lange flyvetur hjem til Danmark næste dag.
Hjem til Danmark
På dag 15, kørte vi ud til San Francisco Airport omkring kl. 12. Vi ville nemlig gerne være i god tid på hjemturen i forhold til tjekke ind i lufthavnen. Ude foran lufthavnen fik vi tømt bilerne for alt vores bagage og hjælpemidler. Derefter kørte to af hjælperne over med hver en bil på afleveringspladsen for lejebiler i lufthavnsområdet. Mens tog de andre hjælpere alle tingene i til tjek ind køen, så vi var de første.
Vi ventede vel i 30 min. før SAS tjek ind personalet ankom. Det gik relativt hurtigt med at få bagage, hjælpemidler og el-køreskole tjekket ind og sat bagagestrips på. Derefter blev vi guidet foran i security køen. Køreskolen og jeg blev visiteret grundigt for både stoffer, bomber og sprængstoffer, hvilket selvfølgelig er vigtigt for alles sikkerhed.
Kort før vi skulle ombord, kom der en fra lufthavnen og spurgte i forhold til, at få os om ind i flyet. Efter et par forsøg lykkedes det, at forklare hende, at vi ikke kunne sidde de manuelle kørestole, som var magen til dem, vi sad i ved ankomsten til San Francisco. Vi kørte helt ud til flyet i vores kørestole, da vi skulle ind på flysædet, var de lige så tåbelige til det, som da vi ankom. Vi kom heldigvis sikkert ombord, uden de store komplikationer. Ombord grinede vi lidt over, at de kørte Jacob den forkerte vej ind mellem flysæderne, så de måtte ud og vende stolen rundt igen.
Flyveturen hjem til Danmark forløb godt, trods de 11 anstrengende timers rejse i fly. Vi landede i Københavns lufthavn d. 15. oktober kl. 13.15 dansk tid. Denne gang mærkede vi også, at Falck Assistance folkene var top professionelle i udførelsen af deres arbejde.
Efter vi havde fået samlet alt vores bagage og hjælpemidler sammen, var vi klar til at vende hjem til Aarhus. Men ude i ankomsthallen blev vi overskredet af vores forældre, der modtog os med viftede flag og ønskede velkommen hjem. Det var dejligt med den varme modtagelse. Vi var godt opbrugt for energi og ville helst bare gerne hjem, så det blev til en kort snak med dem, før vi kørte mod Aarhus.
Her kan du læse alle mine indlæg om vores fantastiske rejse rundt i Californien