Flyrejsen til Californien

Nu er det vist på tide, at jeg får skrevet om vores fantastiske rundrejse i Californien. Det har ubetinget været den vildeste rejse med en masse fantastiske oplevelser for livet, som jeg aldrig glemmer. 

Det var fantastisk, at udleve drømmerejsen til Californien sammen med min dejlige bror Jacob. Derudover havde vi et godt team af  to handicaphjælpere hver, til at hjælpe os på turen.

Check ind i Københavns Lufthavn

Det hele begyndte tidligt morgen mandag den 30. september i Aarhus, hvor turen gik til lufthavnen i København. Da vi skulle tjekke ind i lufthavnen, kom vi lidt i tidsnød, så vi nåede kun lige akkurat flyet. Så vi lærte på den hårde måde, at vi skulle have været i bedre tid.

Af en eller anden grund tog det pænt lang tid, at få tjekket bagagen og hjælpemidlerne ind. Det betød, at da vi var kommet gennem diverse kontroller, så var der kun 25 minutter til afgang. 

Da lufthavnens Falck Assistance, som er dem der hjælper handicappede ind og ud af flyene kom, skulle vi have ekstra fart på, med at komme ombord. Vi mærkede tydeligt, at Falck personalet havde fuld tjek på det hele vejen. På trods af at der var en del stress på, så var de venlige, hjælpsomme og servicemindede. 

Da vi var blevet løftet over på flysæderne, så skulle vores el-kørestole ned i lastrummet. Vi følte os helt trygge ved, at overlade kørestolene til Falck personalet. De overdrager dem til SAS flyets bagagefolk, som pakker dem i særskilte transportkasser. 

Hård ankomst til San Francisco

Vi var kommet i luften og kommet godt på plads i flyet, efter en stresset start i lufthavnen. Flyveturen over atlanten gik godt på Business Class, hvor der var ekstra god siddekomfort og at jeg kunne blive lagt helt ned i vandret stilling. Ellers havde de 11 lange og anstrengende timer, været langt hårdere for min krop. 

 

Som jeg tidligere har fortalt, så rejste Jacob og jeg på Business Class, med en hjælper hver til hjælpe os under flyveturen. De andre to hjælpere måtte klare sig på alm. pladser, som vist også gik fint for dem.

Da vi klokken 14.45 amerikansk tid endelig landede i San Francisco Airport, glædede vi os til, at komme i vores kørestole lige uden for flydøren. Men i stedet for får vi at vide, at de af en eller anden grund, ikke kan få dem helt ud til flyet, som var meningen. Dem som skulle hjælpe os ud af flyet, var to små asiatere, der virkede som om det var første gang de skulle hjælpe nogle, som ikke kunne gå. De var heller ikke særlig gode til, at håndtere situationen og tage hensyn.

Så det eneste alternativ de kunne tilbyde var nogle virkelig dårlige, manuelle kørestole, som vi næsten ikke kunne klare at sidde i. De fortæller os at vi vil få kørestolene, når vi er kommet gennem paskontrollen og hen til bagagebåndet. Men vi måtte blive siddende 30 minutter mere i de ulidelige, manuelle kørestole. Da de så langt om længe endelig får vores kørestole frem til os. Kørestolene virkede heldigvis, som de skulle og havde ikke fået nogle skader. Det var selvfølgelig et plus.

Det var virkelig dejligt at komme tilbage i sin egen el-kørestol, som er tilpasset til mig. Derefter fik vi samlet vores bagage og gik mod udgangen til lufthavnen. Vi blev budt velkommen til USA af en fra rejseselskabets lokale samarbejdspartnere.  

Ankomst til hotellet

De ventede med nogle taxaer, som kørte os hen til hotellet i centrum af San Francisco. Vi blev mødt af guiden, der har arrangeret vores omfattende rejse rundt i Californien. Da vi var kommet på plads på hotellet, var dagen væk og vi trængte bare til noget søvn.

 

I San Francisco boede vi på Holiday Inn San Francisco-Golden Gateway, der ligger dejlig centralt i byen. Der var god tilgængelighed ved indgangen og rundt på hotellet. De værelser vi havde fået måtte gerne have været større, i forhold til vores behov, men badeværelset var tilpas stort. Vi havde lejet en el-seng/hospitalsseng til os hver, som tog en del plads på værelserne. Det gjorde det trangt, at komme rundt med den manuelle lift.

Efter en dårlig ankomst i San Francisco Airport, så kunne turen kun blive bedre.
I næste afsnit kan du læse om vores oplevelser i San Francisco.

Her kan du læse om vores oplevelser i San Francisco

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *