I løbet af min vidunderlige uge på Musholm var jeg på en masse fantastiske ture i det sjællandske. Jeg var bl.a. på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Birkegårdens Haver ved Slagelse og Gavnø Slotspark tæt på Næstved. Læs videre og få et indblik i mine oplevelser og udfordringer de forskellige steder, og få inspiration til din næste udflugt på Sjælland.
Korsørs historie
Mandag var jeg på tur i Korsør, hvor jeg fik set Korsør Fæstning. Det er et dejligt sted til en tur tilbage i historien. Fæstningen er omgivet af en vold og vand på stortset alle sider. Stedet er blevet ombygget flere gange gennem tiden og er i dag et fredet museumsområde.
Området består af et flot velbevaret fæstningstårn fra omkring 1100-tallet. Formålet var at overvåge sejladsen på Storebælt og sikre de lokale mod eventuelle angreb.
Fæstningen består også af Christian IV’s Magasinbygning opført i 1609. Det er en lang treetagers bygning, som blev brugt til opbevaring af kornskat fra bønderne, der blev brugt til hæren og flåden. I dag huser bygningen Korsør By- og Overfartsmuseum, som desværre kun har åbent i weekenden. Jeg er sikker på at museet ville have gjort mit besøg mere spændende. Museet ligger på første sal, men der er en elevatorlift i bygningen.
Det værste ved at skulle opleve stedet er selvfølgelig alle de trælse brosten, der er ved mange historiske steder. Det er ellers et fint område, hvis man kan lide at se tilbage i tiden og opleve velbevarede bygninger.
Indlæg om hvor jeg overnattede på Sjælland “Ferie på verdens mest tilgængelige feriecenter”
Sagnlandet Lejre er en rejse tilbage i tiden
Tirsdag ved middagstid valgte jeg at tage til Sagnlandet Lejre, som ligger midt ude i naturen 7 km fra Roskilde. Sagnlandet Lejre er et enestående sted med huse og miljøer fra stenalderen, jernalderen og vikingetiden. Jeg var en uge for tidlig på den, for i skolernes sommerferie er jernalderlandsbyen m.m. beboet af familier, der viser, hvordan man levede i fortiden.
Jeg ankom til en let tilgængelig indgang, som førte gennem en flot souvenirbutik og ud til områdets gode grusstier. Vi fortsatte mod jernalderlandsbyen gennem en låge. På den anden side ændrede stien sig til et lettere ujævnt grusunderlag. Undervejs var der en flot udsigt til jernalderlandsbyens stråtækte huse. Da vi kom ind i jernalderlandsbyen var det som at blive sat tilbage til jernalderen. Det var en interessant oplevelse at se de særlige stråtækte huse med lervægge og landsbyens værkstedsbygning.
Stisystemet var helt klart også det man brugte i jernalderen, for det var en blanding af små og mellemstore kampesten med lidt eller ingen jord imellem. Det er ikke et særligt behageligt underlag at køre på som kørestolsbruger, for det giver nogle trælse bump. Jeg måtte da også undgå et stykke af området, da det var helt umuligt at færdes her i kørestol.
De fortalte ved indgangen at det var fysisk umuligt at komme hen til stenalderområdet i kørestol, så i stedet for brugte vi tiden i Danmarks største Kongehal fra Vikingetiden. Kongehallen er flot rekonstrueret på en mindre bakke i Sagnlandet Lejre, under tre kilometer fra hvor resterne af den originale bygning blev udgravet. Det var et enestående syn at beundre den ufattelig kæmpestore kongehal, som er 61 meter lang og smukt udført i egetræ.
Indenfor i kongehallen blev jeg virkelig imponeret over den usædvanlige træudførelse og storslåede indretning. Det er opført af enorme egetræsbjælker med 10 meters fuld loftshøjde og et aflangt ildsted midt i hallen. Der er gjort meget ud af lave mange elegante detaljer skåret ind træet rundt i hallen. Vikingetidsformidleren i kongehallen kunne fortælle, at de flotteste og mest karakteristiske udskæringer i fire runde og bærende stolper er til ære for de nordiske guder Odin, Thor, Freja og Frej.
For mit vedkommende, synes jeg vikingetiden er en enestående side af Danmarkshistorien. Vikingehallen er en af mine største vikingetidsoplevelser, der skal opleves for den gør i den grad Danmarks vikingekonger ære. Samtidig er det fuldt handicaptilgængelig, trods et par dørtrin, som nemt kan klares uden de store problemer. Det er klart et besøg værd.
Lærerig dag på Vikingeskibsmuseet
Det var en spændende og lærerig onsdag på Vikingeskibsmuseet i Roskilde Skibshavn på Sjælland. Det er en oplevelse for alle med bare lidt vikingeblod i årerne, som vil lære mere om vikingerne og deres enestående skibe.
Vikingeskibsmuseet ligger smukt ned til Roskilde Fjord og er en del af et hyggeligt havnemiljø. For foden af trappen ind til museet, blev jeg mødt af en forhindring, for der var ingen mulighed for at komme ind i kørestol. Min handicaphjælper gik ind og spurgte: Det viste sig at jeg kunne komme ind af en anden indgang. Det viste sig desværre at dele af museet, ikke er tilgængeligt for kørestolsbrugere, så jeg fik gratis adgang til museet.
Fundamentet for Vikingeskibsmuseet er de fem verdensberømte vikingeskibe fra Skuldelev. Skibene i Vikingeskibshallen står som sorte silhuetter med panoramaudsigt til Roskilde Fjord. Resterne af de originale vikingeskibe er opstillet og fremvist, så man får en god forståelse af hvordan de har set ud for 1000 år siden.
Udstillingen fortæller på en spændende måde om de fem vikingeskibstyper og hvordan de har været brugt, inden de blev sunket i Roskilde Fjord ud for landsbyen Skuldelev. De har været en del af flere spærringer i fjorden og gjort det muligt at kontrollere søvejen til byen. Desuden var de et effektivt forsvar mod fjender på fjorden.
Efter en fantastisk udstilling om historien bag de imponerende Skuldelevskibe i Vikingeskibshallen, fortsatte turen udenfor i Museumshavnen. Her er de fem vikingeskibe fra Vikingeskibshallen blevet rekonstrueret ud fra de bevarede dele af originalskibene samt viden fra andre vikingeskibe. Det var en fantastisk oplevelse, at se de imponerende vikingeskibe i sødygtig stand med mast og sejl.
I det dejlige havnemiljø ligger også Vikingeskibsmuseets bådværft omgivet af kløvet træ og et pragtfuldt, næsten færdig, rekonstrueret vikingeskib. Det er her alle fem vikingeskibe fra Museumhavnen er blevet bragt til live. Det var utrolig spændende at blive vist rundt på bådværftet af en af skibsbyggerne. Det var dejligt han tog sig tid til at fortælle om deres arbejde med at rekonstruere det igangværende vikingeskib, som de har arbejdet på hen over flere somre. Det var spændende at høre om hvordan de bygger efter datidens metoder og med kopier af vikingernes værktøj. Havnemiljøet er fuldt tilgængeligt, så jeg havde nemt ved, at komme helt tæt på de rekonstruerede vikingeskib i Museumhavnen og se projektet på bådværftet.
Kom ned i gear i Birkegårdens Haver
Næste dag tog jeg til Birkegårdens Haver på Vestsjælland, ca. 20 km nord for Slagelse. Det er et perfekt sted, at finde ro og nyde de fem skønne havetyper.
Jeg startede med en dejlig tur rundt i den dansk/engelske have, som er elegant og romantisk. Havens midtpunkt er en flot sø med springvand, der er omkranset af forskellige græsarter og yndige, hvide marmorfigurer. Det var rart at kunne tage det med ro og have tid til at beundre de mange flotte blomster og planter.
Højdepunktet i Birkegårdens Haver var klart den japanske have, som er Danmarks største. Det var en enestående oplevelse at komme ind og opleve den japanske havekultur. Haven er bygget op af store sten, som er nøje placeret. De nøje klippede træer og buske er en fryd for øjet og er med til give haven sjæl. Søen og lyden fra det rindende vand er beroligende for sindet og samler haven.
Derefter satte vi os ind i Meditationshaven, som er en del af det japanske område. Haven består af hvide granitskærver revet i bølger, der symboliserer vand. Rundt omkring i granitskærverne er der små grønne øer. Meditationshaver blev oprindeligt anlagt ved japanske munkeklostre, så munkene kunne finde ro og fred til fordybelse.
Efter at have siddet på den lille terrasse i nogle minutter og kigget uforstyrret ud over haven, sænker roen sig automatisk og tankerne begynder at samle sig.
Klosterhaven, Præiehaven og Permahaven ligger lidt afsides på den modsatte side af parkeringspladsen. Permahaven er en interessant og inspirerende bæredygtig selvforsyningshave, hvor der dyrkes frugt og grønt ud fra permakulturprincipperne. Det mest karakteristiske i haven er Halmhuset, som har stråtag helt ned til jorden på den ene side og drivhus på modsatte side.
Jeg er positivt overrasket over hvor dejligt og hyggeligt, der er i Birkegårdens Haver og at området har så meget at byde på for hele familien. Det er nemt at komme rundt i haverne via gode og jævne stisystemer, som er belagt med slotsgrus med enkelte mindre bakker. Det kan anbefales at besøge stedet.
Dagen sluttedes af med virkelig lækker mad på Café Mikkel i Slagelse. Cafeen ligger i super hyggelige omgivelser med udsigt til den charmerende Sankt Peders Kirke.
Smukke Gavnø Slotspark ved Næstved
Jeg brugte sidste dag af min fantastiske ferie på Sjælland i området ved Næstved. Jeg er positivt overrasket over det smukke landskab og hvor meget området har at byde på.
Dagens første stop var ved Gavnø Slot og Slotspark lidt syd for Næstved, som ligger smukt ved udmundning til Karrebæksfjord. Øen er forbundet til fastlandet med en fin lille dæmning. Herfra er der en vidunderlig udsigt over det smukke trefløjet Gavnø slot med dets flotte gule rokokofacader.
Det var en fornøjelse at gå på opdagelse i slotsparken med det smukke Gavnø slot i baggrunden. Parken består af store velholdte græsplæner med flotte træer, buske og et væld af skønne blomster. Midt i parken bliver man mødt af et flot og romantisk bindingsværkshus fra 1800-tallet. Huset er et legehus, som blev bygget til en baronesse af familien Reedtz-Thott, som i dag stadig benytter slottet. Det er fysisk umuligt at komme ind på det gamle slot med kørestol og opleve malerisamlingen og de fem restaurerede værelser. Til gengæld er alle stier super gode og består af et jævnt slotsgrus underlag.
Parken har en dejlig sansehave med mange spændende og flotte planter, blomster og buske. Det var så inspirerende med de skønne farver og dejlige dufte. I enden af parken ligger en romantisk rosenhave. Det var en super flot oplevelse med de mange vidunderlige forskellige typer roser.
Vi sluttede af i parkens allé af bøgetræer, som er en af de flotteste alléer, jeg har set. Det var meget stemningsfuldt at gå under den imponerende og velholdte allé.
Næstveds middelalderlige centrum
Efter en fantastisk oplevelse i Gavnøs flotte Slotspark, kørte vi videre ind til Næstved centrum. Her gik vi en tur op på et af de byens højeste steder, kaldet Munkebakken. Det er et skønt parkområde med flot udsigt over byen. Midt på bakken står syv særprægede og flotte munkefigurer. De er lavet af snedker Jens Andersen i elmetræ, men er i dag støbt i bronze. De er inspireret af de forskellige munkeordener fra byens middelalder.
For os der ikke kan tage trapperne til toppen, er der på den ene side af bakken en handicapsti. Det var forholdsvist stejlt at køre op/ned ad bakken, som heldigvis er belagt med fliser Efter det stejle stykke, skifter underlaget til et jævnt grusunderlag. På toppen er der en ekstra bakke med trapper op til et udsigtstårn.
Næstved centrum er charmerende og oser af middelalderhistorie. Det er fantastisk at køre gennem de flotte gader med gamle bevarede bygninger og nye, som er holdt i samme stil og giver byen personlighed.
Vi spiste aftensmad på Café Oliver i Næstveds hyggelig omgivelser med flot udsigt til middelalderkirken Sankt Mortens Kirke. Det var skønt at sidde ude på caféens terrasse i sommervarmen. Det var heller ikke til at komme ind, på grund af nogle besværlige trin.
Det var alt jeg nåede at opleve på Sjælland i denne omgang. Jeg håber, at det har givet inspiration til din næste tur og at du har fået øjnene op for alle de dejlige oplevelser uden for København. Kender du andre anbefalingsværdige steder på Sjælland?