Hjælperordninger under pres

I dette indlæg vil jeg kigge på den hårdt pressede BPA-ordning, som har været under sparekniven i flere år. Jeg vil slå et slag for, at det er blevet sværere end nogensinde før, at få en BPA-ordning, som også er kendt under navnet hjælperordning.

For at gå lige til sagen, så er vi enige om, at alle skal have den hjælp der er mulighed og behov for. Jeg er ihvertfald lykkelig over at bo i Danmark, hvor der er stor opbakning til at mennesker med et handicap, skal have en hjælperordning, som giver selvstændighed. Et land hvor det er en selvfølgelighed, at alle skal have mulighed for at kunne være en del af samfundet på egne præmisser og kunne leve et selvstændigt liv. Men virkeligheden er ikke helt så enkel for alle med et handicap.

BPA-ordningen er værd at kæmpe for 

BPA-ordningen er værdifuld og uundværlig for mig og andre med et handicap, som har et omfattende og vedvarende behov for hjælp. Hjælperordningen er fantastisk, fordi den giver mig mulighed for at jeg leve et aktivt og selvstændigt liv som alle andre. Det gør at jeg selv kan bestemme hvordan mit liv skal være og hvad jeg vil bruge min tid på. 
Med en hjælperordning har jeg mulighed for at bo i egen lejlighed og alt hvad der følger med af gøremål. Jeg kan selv vælge, om jeg vil tage en uddannelse, have et arbejde eller dyrke sport. Desuden bestemmer jeg selv, om jeg vil på ferie, besøge familie og venner eller en spontan tur til København.

Uden en fleksibel hjælperordning ville jeg være fanget i min lejlighed eller måske bo på en institution. Jeg ville være låst med hjemmehjælp, der måske kommer fem gange om dagen og hjælper med det meste nødvendige som toiletbesøg, mad osv.. Derudover tre timers ledsagelse ud af huset om ugen, som hurtigt ville blive brugt på en tur i skoven eller til at besøge en ven. Det er ikke et liv, at skulle strukturere og planlægge hele sit liv ned til mindste detalje.

Derfor er det altafgørende at svært handicappede kan få hjælp i form af en hjælperordning, som giver mulighed for at få hjælp både i hjemmet og på ture uden for hjemmets fire vægge. Hovedformålet er at man har frihed til selv at bestemme over sit eget liv og have en dagligdag der fungerer.

Sorterer under kommunerne

Hjælperordningerne hører under den pågældende kommune man bor i. Det er kommunerne, som behandler ansøgningerne om hjælpeordning samt vurderer behovet for hjælp. En BPA-bevilling gives efter paragraf 96 i Serviceloven og udmåles af den kommune man tilhører. 

Kommunen tager stilling til omfanget for hjælp ud fra en konkret og individuel vurdering. Det foregår i samarbejde med en sagsbehandler fra kommunens BPA-afdeling. Her vurderes  hvor stort behovet for hjælp er og hvilke ting man har brug for hjælp til. Udmålingen laves i samarbejde med mennesket, som har brug for hjælpen med inddragelse af sundhedsfaglig viden.

Pres fra kommunerne

Det er blevet sværere og sværere at få tilkendt en BPA-ordning med det antal timer, der faktisk er behov for. Det betyder at mange mennesker med muskelsvind og handicaps ikke kan få den hjælp, der er brug for, for at kunne leve et meningsfuldt liv.  

Det er en absurd og ildevarslende udvikling for en ordning, som har til hensigt at hjælpe dem der vitterligt ikke kan klare sig selv uden handicaphjælper. Men problemet kommer af, at kommunerne skal spare penge. Det går ud over mennesker med handicaps, som ikke kan få den nødvendige hjælp.

For at spare flest kroner og ører gør kommunen hvad de kan, for at bevillige færrest mulige timer til borgere med behov for hjælp i form af en hjælperordning. Det har ført til at kommunerne afprøver kreative løsninger, for at undgå at give en BPA-bevilling og skære i eksisterende ordninger. Det sker på trods af, at borgeren ikke kan klare sig uden hjælpen.

Kommunerne har ingen problemer med at lave fejl i behandling og vurdering af sager, som omhandler BPA-ordninger. Det har kun en konsekvens som er at de skal indordne sig efter Ankestyrelsens afgørelse og så sker der ikke mere i den sag.

Hård kamp for den nødvendige hjælp

Det kan ikke have sin rigtighed at borgere skal kæmpe en hård kamp for at få eller beholde den nødvendige hjælp. Kommunerne vil vide meget præcist og detaljeret, hvad man har brug for hjælp til. Sagsbehandlerne stiller i den forbindelse meget private spørgsmål om alt fra at tage tøj på til badesituationer osv.

Flere kommuner har forlangt at besøge borgere for at observere behovet for hjælp i alle situationer, bl.a. påklædning, toiletbesøg, badesituationer osv. Her er borgere blevet overvåget, når de fik hjælp til forskellige ting, mens der blev taget tid med et stopur.

Jeg synes at det er uværdigt, grænseoverskridende og uoverskueligt, at man skal sidde med fornemmelsen af, at føle sig overvåget og mistænkeliggjort. Jeg ville bestemt ikke bryde mig om, at skulle overvåges i de mest intime situationer uden tøj på af en fremmed. Det er langt over grænsen, at det overhovedet kommer på tale.

På Muskelsvindfonden.dk kan du læse om Muhammed som ikke fik den nødvendige hjælp i alt for lang tid

Der mangler større tillid til, at man kun søger om den hjælp, der er behov for. Personligt vil helst klare alle basale behov selv, så meget som overhovedet muligt, men det forhindrer mit handicap. Det virker som om, at kommunerne ikke ser personen med sygdommen, men ser en person, som bare vil udnytte systemet. Og det gør det ikke bedre at Ankestyrelsen accepterer kommunernes ulovlige afgørelser.

Skærer i eksisterende ordninger

Revurdering af den hjælp man modtager, kan være mindst ligeså frustrerende og stressede for alle med en hjælperordning, da uvisheden om at man aldrig ved hvad kommunen finder på af ændringer. Det er uoverskueligt ikke at vide om de vil skære i timetal eller ændre nogle af timerne til rådighedstimer. Det betyder at hjælperen er på arbejde, men kun må hjælpe borgeren undtagelsesvist. Rådighedstimer er ifølge lovgivningen, er det meningen at de kun må bruges i helt særlige tilfælde.

Det er skræmmende at høre om sager med helt urimelig begrundelser for at skærer i eksisterende ordninger. Det er umenneskeligt at få hevet sit liv og værdighed væk under sig på forkant grundlag. Det er ikke til at forstå der bliver skåret i BPA-ordninger, selvom det er tydeligt at se man er permanent kørestolsbruger, har en omfattende funktionsnedsættelser, som ikke bliver bedre. Det tyder på manglende viden og forståelse omkring sygdomme.

Det er trist at høre om de sager der har været oppe i medierne. Det er utroligt det er nødvendigt at stå frem i tv og andre medier før kommunerne vil høre. Det kan ikke være rigtigt at det skal komme så langt før de trækker deres afgørelse tilbage. 
Det tyder på at i disse sager, ved kommunerne godt de er på kant med loven. Fordi ofte kort efter det er blevet bragt i medierne, at en kommune vil skærer i en borgers hjælp stik imod reglerne. Så skal jeg love for at de får ændret deres urimelige afgørelse hurtig trukket tilbage. 

Det bedste velfærdssystem

Det er fantastisk at vi har et verdens bedste velfærdssamfund, som hver dag gør en kæmpe forskel og hjælper os allesammen på en eller anden måde. Med det for øje, så er det uforståeligt at vi alligevel gang på gang høre om, at det er sværere end nogensinde at få BPA-ordningen. Det drejer sig om en gruppe mennesker, som ikke kan få den hjælperordningen, de desperat har brug for at kunne klare hverdagen og have frihed til et selvstændigt liv. 

Jeg håber snart at retssikkerheden på handicapområdet vil få et løft, så ingen havner i situationer, hvor de ikke kan få den rette hjælp. For det er hårdt nok at skulle leve med en fysisk eller psykisk sygdom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.